Returreglen der kan koste din webshop dyrt

15. september 2015

Tab af økonomi

Vil du i 1 år og 14 dage være tvunget til at betale det fulde beløb tilbage på en returneret vare eller miste muligheden for at fratrække værdiforringelsen fra de udtrådte løbesko kunden har sendt retur? Er svaret nej, bør du kende, returreglen der kan koste din webshop dyrt, for så længe du ikke har styr på reglerne for standardfortrydelsesformularen, er det dette skrækscenarie du risikerer. Heldigvis er det nemt at undgå.

Tre vigtige krav du skal kende

Standardfortrydelsesformularen, der trådte i kraft sidste år som en del af Forbrugeraftaleloven, forpligter dig til at oplyse køberen om vilkårene for brug af fortrydelsesretten.

Helt konkret stiller Forbrugeraftaleloven tre krav i forhold til standardfortrydelsesformularen, som er vigtige for dig.

  • Dine kunder skal have adgang til den inden købet.
  • Du skal senest sende standardfortrydelsesformularen til din kunde, når varen bliver leveret.
  • Din kunde skal modtage standardfortrydelsesformularen på et varigt medium.

Mit bedste råd er: Send standardfortrydelsesformularen sammen med ordrebekræftelsen i en mail, så kan du altid bevise, at du har sendt den.

Så dyrt kan det blive for din webshop

Det er vigtigt, at du sender standardfortrydelsesformuleringen i tide. Din kunde skal senest modtage standardfortrydelsesformularen, når varen bliver leveret, eller tjenesteydelsen begynder. Modtager kunden ikke oplysninger om fortrydelse eller standardfortrydelsesformularen, fortsætter fortrydelsesretten, til kunden modtager oplysningerne. Får kunden slet ikke standardfortrydelsesformularen, varer fortrydelsesretten 1 år og 14 dage. Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse!

I den ekstra lange fortrydelsesperiode risikerer du at få ødelagte varer retur uden at kunne stille noget op. Du har nemlig ikke mulighed for at fratrække en eventuel værdiforringelse i tilbagebetalingen af de returnerede varer, hvis ikke kunden har modtaget oplysninger om fortrydelse herunder værdiforringelse på et varigt medium.

Nu sidder du sikkert og hiver dig i håret, fordi du endnu ikke har styr på standardfortrydelsesformularen. Men bare rolig. Hos e-mærket har vi lavet en formular, der er lige til at udfylde. Er din webshop e-mærket, og har du spørgsmål, kan du kontakte e-mærkets medlemsservice her.En sidste ting. Jeg kan ikke sige det tydeligt nok. Få styr på din standardfortrydelsesformular!

Download e-bog om julehandel

©2024 emaerket.dk