Jura

Forbrugerombudsmandens indsatsområder for 2020

20. februar 2020

Billede har ikke nogen beskrivelse
Billede Vian Hamad Khazer

Vian Khazer

Head of Legal

vhk@emaerket.dk

Forbrugerombudsmanden er den instans i Danmark, der fører tilsyn med markedsføringsloven og forbrugerbeskyttende lovgivning og for nylig præsenterede myndigheden sine særlige indsatsområder for 2020 på et seminar hos Dansk Erhverv.

I det følgende vil vi gennemgå de forskellige indsatsområder, som Forbrugerombudsmanden fremlagde bag væggene på Børsen i København.

Gebyrer

Et af indsatsområderne, som Forbrugerombudsmanden allerede har slået ned på ved at politianmelde billetsælgerne Viagogo, er oplysning om gebyrer og indregningen af gebyret i totalprisen. Særligt brugen af miljøgebyr som fx bruges af mange hoteller, mener Forbrugerombudsmanden skal indregnes i totalprisen. Samtidig udfordrer de brugen af udtrykket ”miljøgebyr”, for hvad dækker et miljøgebyr egentlig over?

Opkræver du et gebyr, skal du gøre kunden tydeligt opmærksom på den samlede pris for varen eller ydelsen inklusive gebyrer, første gang kunden får vist prisen på varen eller ydelsen oplyst.

Er det på grund af produktets art – eksempelvis en håndværkerydelse – ikke muligt for dig at beregne prisen på forhånd, skal du oplyse, hvordan prisen i givet fald så bliver beregnet.

Forbrugerombudsmanden gjorde det i øvrigt også klart, at et udtryk som ”fra” om den samlede pris ikke kan bruges, hvis det i virkeligheden kun er meget få, der kan købe til den oplyste pris.

Miljømæssige påstande

I en tid hvor kunderne er mere klimabevidste og bæredygtighed er i højsædet, sættes der nu særligt fokus på virksomhedernes markedsføring af fritstående påstande som ”bæredygtigt”, ”klimavenligt” mm. Påstande som disse skal kunne dokumenteres. Virksomheder kan således ikke benytte fritstående påstande som disse uden at kunne bevise det, og Forbrugerombudsmanden vil tage sager op omkring denne problemstilling i 2020.

Tillid til det, vi ser i medierne (skjult reklame)

Forbrugerombudsmanden vil igen i år have fokus på skjult reklame i alle former for medier. Særligt sociale medier da personlige holdninger og kommercielle budskaber let flyder sammen. Det er derfor let at overtræde markedsføringslovens regler om skjult reklame. Forbrugere må ikke være i tvivl om, hvorvidt der er tale om reklame eller ej, og derfor skal reklamer altid markeres tydeligt som reklame. Medmindre det er åbenlyst, at der rent faktisk er tale om reklame.

Lovligheden af markedsføring til og via børn

Børn bliver i højere grad lokket til forskellige former for køb via reklamer, og derfor vil markedsføring rettet mod børn være et særligt indsatsområde. Virksomheder og bloggere mm. har et skærpet ansvar, når det kommer til reklamer rettet mod børn. Børn er ikke på samme måde kritiske, og derfor kræver dette område ifølge Forbrugerombudsmanden et øget opsyn i 2020.

Abonnementsbaseret websalg

Forbrugerombudsmanden modtager fortsat mange klager over webshops salg af abonnementer, hvorfor dette fortsat vil være et særligt indsatsområde. I foråret 2019 udarbejdede Forbrugerombudsmanden en guide til webshops, der sælger abonnementer. Den kan du læse her.

Om det købte abonnement skal webshoppen tydeligt give oplysninger om opsigelsesvarsel og bindingsperiode. Og det skal oplyses i tilknytning til priserne. Samtidig må udtryk som ”ingen binding” kun bruges, hvis der reelt ingen binding er. Hvis oplysningerne om abonnementet ikke er tydelige, kan abonnementsaftalen være ugyldig.

Reservationer på betalingskort

Når en forbruger handler på nettet, så oplever forbrugeren, at beløbet bliver reserveret på ens kreditkort i det sekund, kunden klikker ”godkend betaling”. Forbrugerombudsmanden slår fast, at det kræver en saglig, rimelig grund og faktisk et samtykke at reservere beløbet.

En saglig grund kan for eksempel være, når du laver en vare efter forbrugerens specifikationer og den dermed bliver en specialfremstillet vare.

Forbrugerombudsmanden vil undersøge omfanget af denne praksis og skærpe reglerne overfor webshops.

Derudover vil Forbrugerombudsmanden se på:

Klassisk markedsføring

  • Markedsføring af e-cigaretter, vildledende telefonsalg.
  • Markedsføring af e-cigaretter, vildledende telefonsalg.

Børn og unge

  • Forbud mod alkoholreklamer rettet mod børn.

Betaling

  • Autorisering af løbende betalinger.
  • betalingsformer: Køb på webshops via finansiering skal tydeligt markeres med lån.

Lån

  • Kreditvurderinger
  • Kreditoplysninger
  • Inkasso

Data

  • Brug af data i markedsføringen
  • Samtykke til direkte markedsføring

Vi vil løbende holde jer opdateret, når der kommer nyt fra Forbrugerombudsmanden på de forskellige indsatsområder. Husk du altid kan kontakte os, hvis du har brug for råd og sparring.

©2024 emaerket.dk