Smartweb: 5 tips til at styrke din webshops troværdighed

22. marts 2017

Billede har ikke nogen beskrivelse
Placeholder billede

Kasper Juelsgaard

Kommunikationsmedarbejder

kj@emaerket.dk

Hvis du ikke har fokus på at sikre troværdigheden af din webshop, kan det skade din konvertering og dermed påvirke, hvor meget du sælger. For hvis potentielle kunder ikke føler, at de kan stole på din shop, finder de hurtigt et andet sted at handle. Din webshops succes afhænger derfor i høj grad af din troværdighed. Vores samarbejdspartner Smartweb har sat sig ved tasterne og giver dig herunder fem råd til, hvordan du kan optimere din webhop på troværdighedsfronten:

#1 – Førstehåndsindtrykket er afgørende

Det førstehåndsindtryk dine kunder får, når de besøger din webshop, er enormt vigtigt. Inden for de første 30 sekunder vil de vurdere, om de finder din webshop troværdig eller ej. Derfor er det afgørende, at din webshop ser professionel og præsentabel ud. Du kender det måske fra dig selv, når du besøger hjemmesider eller måske endda fysiske butikker og restauranter – jo mere indbydende og professionelle de fremstår, des bedre et indtryk efterlader det. Derfor er det en god idé at gøre meget ud af det visuelle layout på din webshop.

Derudover er det en god idé at benytte velkenddte elementer på din shop. Hvis potentielle kunder eksempelvis ikke kender dine betalings- eller fragtmetoder, kan de hurtigt føle sig utrygge ved at handle hos dig.

#2 – Gennemsigtighed er smutvejen til troværdighed

Der er mange muligheder for at sikre gennemsigtighed på din webshop. Du kan gøre handelsbetingelser, fragtbetingelser og returpolitikker synlige og let tilgængelige. Du kan også gøre det nemt at kontakte jer med en tydelig kontaktside eller ved at placere jeres kontaktinformationer i shoppens footer. Derudover er det også vigtigt, at du viser jeres CVR-nummer på siden. På den måde gør du det nemt for kunderne at se, at der er en ”rigtig” virksomhed bag shoppen, som de er ved at handle på. En god tommelfingerregel er, at jo mindre du skjuler, des mere ærlig og troværdig fremstår du.

#3 – Vær tilstede – mennesker stoler på mennesker – ikke webshops

Endnu en måde at opbygge troværdighed på er ved at sætte et ansigt på din webshop. Altså, synliggøre at der er ”ægte” mennesker bagved. Det kan du gøre ved at lave en Om Os-side, som virkelig fortæller, hvem I er, hvad I brænder for, og hvordan I blev inspireret til at starte jeres forretning. Hvis du virkelig vil personliggøre Om Os-siden, kan du indsætte billeder af jer selv, måske endda billeder der viser jeres passion for jeres forretning.

Eksempel: Sælger du ski, kan du have et billede af dig selv og dit team på en piste i alperne. Den personlige relation øger troværdigheden på din webshop, fordi dine kunder føler, at de handler med rigtige mennesker og ikke bare en ukendt hjemmeside.

#4 – Glem ikke SSL

Den tekniske forklaring på SSL er, at der skabes et krypteret link mellem webserveren og browseren. Helt konkret betyder det, at den data eller de transaktioner, som foregår mellem webshops og deres kunder, forbliver private. De fleste kender det som den grønne hængelås, man ser i sin browser. Hængelåsen viser dine kunder, at de kan stole på din shop og at deres informationer bliver behandlet korrekt og på en sikker måde. Dét har betydning for dine kunder.

#5 – Positive bedømmelser lokker nye kunder til

Kundeanmeldelser er også et godt troværdighedsgreb. Kan du vise, at andre kunder har haft positive oplevelser hos dig, kan det være den afgørende faktor, som får nye kunder til at hive pengepungen frem. Der ligger nemlig en stor bekræftelse i, at andre har stået i samme situation som én selv og har haft så god en oplevelse, at de ønsker at dele den.

Du kan selv vælge at indhente udtalelser fra dine kunder og lægge dem på din webshop, eller du kan bruge forskellige værktøjer såsom Trustpilot eller e-mærkets kundescore.

©2024 emaerket.dk