Skrevet af: Allan Andersen, KompetenceKanalen A/S

Hos KompetenceKanalen A/S oplever vi et stigende antal af tilfælde, hvor kunders hjemmeside-indhold – som eksempelvis forside- eller kategoritekster – bliver kopieret og udnyttet af scam-sites. Disse scam-sites ønsker at lukrere på velskrevet indhold, opnå bedre placeringer i Googles søgeresultater og på den måde lokke brugerne ind på deres egne sider. Med dette indlæg forsøger vi at skabe overblik over, hvad problemet er, hvordan du opdager det, og hvad du skal gøre i tilfælde af, at dit indhold er blevet misbrugt.

Hvad vil det sige at få kopieret sit indhold?

Som nævnt oplever vi et stigende antal af sager, hvor indhold fra danske hjemmesider misbruges af såkaldte scam-sites. Vi har eksempelvis set komplet kopierede webshops fremgå af søgeresultater på domænenavne, som nærmest virker tilfældigt genererede. Her kan eksempelvis nævnes domænenavne som leviruoosq, vsul eller buchmesslesq – altså navne der ikke umiddelbart giver mening, men som er gode nok til, at Google ikke på forhånd afviser at indeksere dem.

Der er samtidig tale om top-level domæner – også kaldet TLD’er – såsom .me, .ga, .cf, .gq eller .tk domæner. Google opfatter disse som generiske, hvilket betyder, at de ikke har nogen landetilknytning, og de kan derfor købes anonymt af alle. Det er derefter indholdet på domænet, der afgør, hvilken nationalitet det får.

Når et scam-site kopierer danske tekster og udbyder indholdet på et domæne uden landetilknytning, tolker Google altså indholdet som dansk, og siden fremgår derfor i søgeresultaterne på google.dk.
Dette betyder at scam-sites nemt, billigt og anonymt kan oprette sider med dansk indhold, som Google derefter indekserer og rangerer på google.dk.
I Danmark har vi for at skabe gennemsigtighed indført, at alle .dk domæner skal ejes af personer med enten et dansk CPR- eller CVR-nummer.

Hos KompetenceKanalen A/S oplever vi også, at scam-sites henter indhold fra flere forskellige hjemmesider, sammensætter det og udbyder det på deres egne domæner. Denne metode benyttes i et forsøg på at undgå straffe for kopieret indhold – også kendt som duplicate content.
Ved at stjæle bidder af tekst fra flere forskellige hjemmesider, formår scam-sites ofte at snyde Google til at tro, at indholdet er originalt og har værdi, hvilket fører til placeringer på google.dk.

Årsagen, til at bagmændene overhovedet ønsker at bruge tid og energi på at kopiere, ændre og vedligeholde duplicate content, er for at opnå disse bedre placeringer og øget trafik fra google.dk.
Når en bruger klikker på et link til et scam-site via Googles søgeresultater, er det ikke længere det kopierede indhold, der fremvises for den besøgende. Derimod aktiveres et script, der omdiriger brugeren til indhold med malware, porno og ofte begge dele – det er her værdien ligger gemt for bagmændene. Præcis hvad de ønsker at opnå, ved vi ikke med sikkerhed, men i mange tilfælde vil det være kreditkortoplysninger eller lignende, de gerne vil skaffe sig adgang til.

Hvordan opdager du om din sides indhold er kopieret?

Hvis du ønsker at tjekke, hvorvidt indhold fra din hjemmeside fremgår på nogle af disse scam-sites, kommer her en vejledning:

Måden, hvorpå vi oftest opdager det kopierede indhold, er via værktøjer, der indrapporterer eksterne links til vores kunders hjemmesider. Disse indrapporteringer fremgår eksempelvis af Googles eget værktøj, Google Search Console, som altså indrapporterer eksterne links fra nettet, der peger på dit domæne.

Det er nemt at kontrollere, hvis du allerede har bekræftet dit domæne i Google Search Console:

  1. Gå til https://search.google.com/search-console/links
  2. Vælg det domæne, du ønsker at gennemgå, fra venstre drop-down menu
  3. Find boksen ”Websites, der linker mest” og klik på den fulde liste
  4. Scan listen, til du finder domæner, der slutter på .me, .ga, .cf, .gq eller .tk
  5. Kopiér disse domæner til et nyt browservindue, og undersøg, om dele af dit indhold fremgår.

Nu tænker du måske, ”Jamen er det ikke en dum idé, sådan at tilgå domæner der potentielt kan være scam-sites?”, men det skal du ikke være bekymret for. Du vil udelukkende blive eksponeret for det kopierede indhold, som sitet fremviser for at snyde Google. Det script, der omdirigerer dig, fungerer udelukkende, når du tilgår linket direkte fra Googles søgeresultat, og du kan derfor i ro og mag kontrollere de mistænksomme domæner.

Mit indhold er kopieret – hvad gør jeg?

Hvis du i gennemgangen opdager sider, som har kopieret dit indhold, er der to muligheder, du kan benytte. Du ejer rettighederne til og brugsretten af dine tekster, og derfor kan du faktisk politianmelde kopieringen af dit indhold. Det kan du gøre ved enten at ringe på 114 eller via følgende link hos politi.dk:

https://www.politi.dk/da/borgerservice/anmeldelser/kriminalitetmodcomputer/

Klik derefter på linket ”anmeld it-kriminalitet digitalt” og udfyld formularen med dine oplysninger. Når politiet har behandlet din sag, vil de tilføje det anmeldte domæne til DNS-blokering. Det vil sige, at alle der benytter en Domain Name Server, som udleveres af deres internetudbyder, ikke længere vil kunne tilgå domænet, men i stedet få vist en fejl. Indholdet bliver altså ikke fjernet, men langt de fleste danskere vil ikke kunne tilgå siden.

En anden mulighed er at gøre Google Webspam Team opmærksom på, at det kopierede indhold er fyldt med malware.

Dette gøres nemt via følgende adresse: https://safebrowsing.google.com/safebrowsing/report_badware/?hl=da

Vores erfaring er, at behandlingstiden af disse anmeldelser kan være en smule lang, men udfaldet er samtidig, at domænet bliver fjernet fra søgeresultaterne og derved ikke længere kan gøre skade. Selvom det er forholdsvis nemt for personerne bag scam-sites, at oprettet et nyt domæne og kopiere indholdet igen skal de starte forfra med indeksering hos Google, og det tager tid at opnå de samme placeringer og mængder af trafik. Det kan derfor godt svare sig at anmelde disse sites både til politi og Google, da det på et tidspunkt ikke længere kan betale sig for bagmændene at holde kopisiderne kørende.

Hvis du erfarer, at din side ofte er udsat for kopiering af indhold, anbefaler vi, at du opsætter advarsler/alerts på dit indhold. Her kan du eksempelvis bruge Google Alerts, hvor du udvælger unikke udsnit af sætninger fra din hjemmeside og opsætte advarsler på dem. Når Google så foretager crawls af andre hjemmesider og støder på de sætninger, du har oprettet advarsler på, vil du modtage en besked herom, og du kan derefter kontrollere siden for kopieret indhold.

Har du yderligere spørgsmål til emnet, er du velkommen til at kontakte Kompetencekanalen på 70 70 20 80.

Skriv et svar