Gæsteblog Svindel

Bliv bedre til at afsløre og undgå snyd på din webshop

2. maj 2017

Billede har ikke nogen beskrivelse
Foto er på vej

Jesper Bundgaard Jensen

Head of Strategic Media Advisors

I takt med at endnu flere danskere vender sig mod nettet, når de har brug for lidt nyt til garderoben, en ny computer eller sågar en genopfyldning af køleskabet, øges antallet af ”svindlere” på nettet desværre også. Altså købere, der forsøger at svindle sig til et produkt – oftest ved brug af et stjålet kreditkort eller lignende. Det kan være særdeles ødelæggende for din webshop at blive ramt af for mange succesfulde svindelforsøg, hvor svindleren modtager et produkt, som du i sidste ende ikke modtager betalingen for.

Som webshopejer er der dog en række ting, du kan gøre for at beskytte din forretning.

Vinterjakker til Sicilien og snesko til Sahara

En af de helt basale ting, du kan gøre, er løbende at vurdere, hvilke geografiske områder du ønsker kunder fra. Tror du på, at en kunde på Sicilien vil købe fire vinterjakker? Er det sandsynligt, at kunden i Minsk mangler kogebøger på dansk?

Tre vigtige manuelle tjek

Derudover kan du lave enkle, manuelle tjeks, der samlet set giver dig et helhedsindtryk af ægtheden af en given transaktion. Først og fremmest skal du tjekke, at særligt tre dele stemmer overens: IP-adressen, leveringsadressen og landet, hvor betalingskortet er udstedt. Hvis ikke det er tilfældet, bør en lille advarselslampe blinke, og du bør se nærmere på den specifikke transaktion, og om der er noget der retfærdiggøre, at de tre ting ikke matcher.

Uanset hvad kan du desværre aldrig helgardere dig imod svindel, men du kan håbe på at fange langt størstedelen af de mest oplagte tilfælde. Vælger du at bruge manuelle tjek, vil beslutningen i bund og grund altid falde tilbage på en mavefornemmelse – hvilket i mange tilfælde heldigvis også kan være tilstrækkeligt.

3-D Secure er det bedste redskab til at undgå snyd

Har du ikke lyst til at løbe den risiko, er langt det bedste redskab mod svindel til dato stadig anvendelse af 3-D Secure. 3-D Secure er blevet gradvist mere og mere udbredt i hele verden, og i dag er mere end 70% af alle europæiske banker i stand til at håndtere en transaktion kørt med 3-D Secure. Fordelen for dig ved at bruge 3-D Secure er, at der sker et ansvarsskift fra din webshop til den kortudstedende bank i tilfælde af en svindeltransaktion, hvor kortholderen ikke har godkendt/selv foretaget købet.

Andre gode råd til bekæmpelse af svindel

  • Ser en transaktion mistænkelig ud, så ring til kunden og tag en snak med ham. I fire ud af fem tilfælde vil du kunne fange en svindler her.
  • Få din indløser eller gateway til at hjælpe dig – ofte er begge parter i stand at sætte ”transaktions-regler” op, der fanger størstedelen af svindelforsøg.
  • Anvend og analyser den data, din indløser stiller til rådighed.
  • Gennemgå gamle transaktioner, hvor de er endt i en chargeback – og brug den viden til at opsnappe lignende tilfælde i fremtiden, før at det går galt.
©2024 emaerket.dk